Pragtværk om havørredfiskeri på kysten. - 30. oktober 1999 | ||||
|
Normalt bruges ordet -værk- kun om større leksika eller lignende. Men Becks Forlag har overtalt Thomas Vinge til at lave bøgerne Havørred på kysten I & II. De to bøger udgør et samlet hele, som er et virkeligt gedigent værktøj for dem, der fisker havørred med flue fra kysten. I bind I gennemgår Thomas Vinge de vigtigste af havørredernes byttedyr. Her er der tale om en særdeles grundig gennemgang af arterne på havørredernes spiseseddel. Denne gennemgang suppleres med eksempler på egnede fluer til imitation af de omtalte byttedyr. Som oftest er de anbefalede fluer meget enkle at binde. Ydermere er de enkelte mønstre forsynet med en grundig bindebeskrivelse suppleret med gode billeder af fluerne. I bind II har Thomas fået en række danske fluebindere og fluefiskere til at berette om deres favoritmønstre. Mønstrene er opdelt på fluetyper, og igen er bindingen af alle mønstre grundigt beskrevet og ledsaget af tydelige billeder. Desuden beskrives tilblivelsen af fluerne og ophavsmændene fortæller også, hvordan de bruger fluerne. Denne samling på næsten 250 forskellige fluemønstre viser, den store bredde der er i fluefiskeriet efter havørreder fra kysten i Danmark. Altså en ren guldgrube for den eksperimenterende fluebinder. Sidst i bind II gennemgår Thomas Vinge de forskellige materialer i alfabetisk rækkefølge og gennemgår brugen af dem. Begge bind er smukt sat op og specielt de sort/hvide fotos, der er taget af Ole Malling, er en æstetisk fryd for øjet. Et stort tillykke til Becks Forlag, der med udgivelsen af dette værk, har sat en ny standard for fiskebøger her i landet. Blandt bogens mange fluer faldt jeg over mønstret - Fjellerup- opkaldt efter den kendte lokalitet på Norddjursland. Fluen er kreeret af Lars Øxenholt fra Randers og er en virkelig god allround-flue. Fjellerup Krop - Olivengrøn sæluldserstatning (olivengrøn underuld fra vildsvin er en anden mulighed), Rib - Mellemtyk kobbertråd, Vinge - To grizzle hanenakkefjer bundet matuka (ryg mod ryg), Hackle - Grizzle hanehacklefjer tørnet over vingeroden. Fluen imiterer både en lille fisk og en hestereje og er meget enkel at binde. Bøgerne kan købes enkeltvis og læses uafhængigt af hinanden. Bind I koster 299,- kroner og har ISBN-nr: 87-985607-2-7. bind II koster 369,- kroner og har ISBN-nr:87-985607-3- Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |