Dæk store områder buldoflåddet. - 5. juni 1999 | ||||
|
Buldoflåddet er egentlig en ganske genial opfindelse, da den giver lystfiskeren mulighed for på én gang at medefiske, for derefter hurtigt at kunne slå over i aktivt spinnefiskeri. Specielt nu, hvor der er hornfisk ved vore kyster, kommer buldoflåddet virkeligt til sin ret. Efter at jeg skrev om buldoflåddets succes på turen til Samsø sammen med mine fiskevenner, har jeg da også fået flere henvendelser angående dette meget givtige fiskeri. Allerede for midt i maj berettede jeg om, hvordan Jørgen Ejstrup fra Malling placerede buldoflåddet på et stykke 0.45 - 0.50 mm nylonline mellem to svirvler, så fiskene kunne tage agn eller flue uden at mærke nævneværdig modstand. Fra den sidste svirvel og ned til agn eller flue brugte han normalt 1,5 meter line. På Samsø så jeg hvordan Arne Hansen fra Glostrup brugte den mest gængse model af buldoflåd, monteret ved hjælp af ventilgummi, hvilket gør det muligt for ham at udløse buldoflåddet ved hug, så det er muligt for ham at fiske med meget lange nedhæng - 5 til 8 meter - mellem buldoflåddet og fluen. Arne vender buldoflåddet, så den ende med den største diameter i det gennemgående rør vender ned mod agnen. Derefter tager han et stykke ventilgummi på 50 - 60 mm’s længde. Dette skydes op over linen. Nu skal du være opmærksom på at der findes ventilgummi med to forskellige diametre. Derfor er det også nødvendigt med to forskellige metoder til montering. På den type ventilgummi med den mindste diameter, putter du den ende af ventilgummiet, der vender ned mod agnen, op i buldoflåddets rør. Når den er kommet cirka to centimeter op i røret, trækker du i linen oven for buldoflåddet. Nu vil ventilgummiet låse sig fast i en klump i rørets ende. Det meget vigtigt at ventilgummiet er vådt for at det skal lykkes. Men herefter sidder monteringen rigtig godt fast. Selv et mindre kraftigt tilslag vil nu udløse buldoflåddet, så det glider ned til agnen, så du selv er i stand til at lande dine fisk. Ved ventilgummiet med stor diameter laver du et knæk på ventilgummiets nederste del. Foldningen stikkes op i røret og igen trækker du til, så line og ventilgummi igen låser linen i buldoflåddet. Arne gør det, at han vader ud i vandet, hvor han med venstre hånd trækker ti gange, hvilket med hans armlængde passer meget godt med otte meters nedhæng mellem buldoflåddet og fluen. På denne måde er du i stand til at kaste uden at fluen kommer fri af vandet under kastene. Så der er ingen fare for, at du rammer dig selv på uheldige steder, selv i kraftig blæst. Til slut pointerer Arne at indspinningen helst skal være så langsom (gerne med spinnestop), at det næsten bliver kedeligt, men med baggrund i pinsens fiskeri på Samsø, må jeg give ham ret. Det er en uhyre effektivt form for fiskeri, og den beskrevne metode er en af de mest effektive, jeg hidtil har prøvet. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |