Effektiv grødefangst. - 28. august 1999 | ||||
|
Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn har fundet en brugbar løsning på problemet med den drivende grøde der i perioderne efter grødeslagningen, kan umuliggøre en enhver tanke om fiskeri. Nu er der etableret "grødesamlere" ved et par af broerne i Kolindsundkanalerne. I al sin enkelhed består systemet af et "vod" der kan spændes over åen ved hjælp af to karabinhager der fæstnes på et par stålrør på hver sin side af åen. Lørdag aften afprøvede jeg systemet sammen med en fiskeven. Vi spændte spærringen over åen og allerede fyrre minutter senere var strækningen ved Fannerup fuldstændigt renset for drivende grøde, så vi kunne fiske i mørket uden på nogen måde at blive generet af den drivende grøde. Selv andemaden blev samlet op. Sidst på aftenen blev grødespærringen så overfyldt at den begyndte at slippe enkelte store klatter af grøde. Men de var så store at det ikke var noget problem at undgå disse i mørket. Hver grødespærring har sin egen kasse ved broen, og på låget af disse kan du læse en kortfattet forklaring på brugen og behandlingen dem. Lystfiskeren kan selv spærre åløbet for grøde og efter endt fiskeri, tager han spærringen op igen, renser nettet for grøde og placerer spærringen i kassen på bredden, så den er klar til den næste lystfisker, der vil sikre sig lidt grødefri fiskeri. Hvis nettet gøres lidt dybere og eventuelt fortynges lidt, så det kommer dybere ned i vandet, så vil spærringen helt sikkert fungere optimalt. Til sidst skal der bare placeres 7 - 8 spærringer ved de mest populære broer i kanalerne (gerne flere), så alle strækninger kan affiskes uden generende grødedrift i vandet. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |