Fiskemuligheder for kørestolsbrugere. - 27. marts 1999 | ||||
|
For en uges tid siden blev jeg ringet op af en far til en stor dreng der sidder i rullestol. Han spurgte mig om hvor der er mulighed for at komme frem til en fiskeplads med kørestolen. Jeg må indrømme, at jeg var meget tæt på at blive ham svar skyldig, indtil jeg kom i tanker om at Karup Å-søfiskeri ved Hessellund Søcamping har lavet to anlæg med fliser, så det er muligt for kørestolsbrugere at have fast grund under hjulene under fiskeriet. Derefter da røret er lagt kommer jeg til at tænke på det fine anlæg oppe i Hajumsälvens Fiskevårdsområde (tilløb til Örekilsälven ved Munkedal nord for Gøteborg). Her er der på elvens øvre løb lavet et utroligt smukt anlæg, der føjer sig flot ind i naturen og som både giver læ og gode forhold for de lystfiskere, der er afhængige af at komme frem ved hjælp af en kørestol. Martin Dellien der er daglig leder af fiskekontoret ved i Munkedal fortæller at stedet er bygget af en flok arbejdsløse, som lavede en hel del forbedringer for at lette adgangen for kørestolsbrugere til fiskepladser langs med dette vandløb. Det undrer mig lidt at der ikke er flere af områdets mange fine Put & Take-søer der ikke har grebet chancen for at forbedre adgangen for kørestolsbrugere til deres fiskevand. Det er ikke mange penge der skal ofres for at lave et par anlæg magen til dem der er etableret i ved Hessellund Sø-camping ved Karup og derved give flere lystfiskere mulighed for at få adgang til vandet. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |