Isen lokker. - 13. februar 1999
         

 
 

Nu tager jeg altså chancen og bringer denne artikel, da vejrudsigten lover klingende frost resten af ugen, mens jeg sidder her, og skriver denne spalte en sen tirsdag eftermiddag. Én ting er at tro på Voldborg! For en sikkerheds skyld har jeg på hjemvejen fra Ebeltoft til Århus lagt vejen forbi Dråby Sø, Stubbe Sø og Langsø. Alle viste sig at være islagte. Dog er der ingen grund til at fare ud på isen, før du har sikret dig, at den kan bære. Husk på at politiet kræver, at isen er tretten centimeter tyk, før de tillader færdsel på den. Vær også meget opmærksom på at strømme, undersøiske rev og siv eller grøde kan være medvirkende til at isen er tyndere på disse steder. Yderste forsigtighed skal også iagttages i nærheden af de steder, hvor åer og bække løber ud i søerne, så det er klogt at alliere sig med en lokalkendt, før du begiver dig ud på isen.

 

Mulighederne er mange indenfor dette område. Husk blot på at selv om det umiddelbart er let at begive sig ud på isen, så skal du have en tilladelse fra lodsejeren, som regel i form af et fiskekort, før du kan give dig i kast med fiskeriet. Til gengæld er der et væld af spændende søer her i Østjylland, hvortil der sælges dagkort. Er du medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund har du adgang til fiskeriet i Tange Sø, hvor der er chance for både ørred, aborre, gedde og helt. Men du skal være meget opmærksom på de ovenstående advarsler, da Gudenåen fører meget vand igennem denne sø, hvorfor isen kan være meget lumsk.

 

Desuden er der hele området omkring Silkeborg, der normalt er lidt af et kuldehul. Allerede før jul var flere af søerne belagt med et tykt og bærende lag is. Specielt Thorsø ved Virklund og Slåen Sø bød på muligheden for en spændende dag på isen. En opringning til en hjemmelsmand indenfor dette område bekræfter, at der på nuværende tidspunkt igen er is på søerne derovre. Da der er lovet frostgrader ned til minus 15 grader, så er der ingen tvivl om, at weekenden vil byde på gode dag på isen.

 

Glenstrup Sø trækker altid en stor skare af ivrige isfiskere, ligeså snart den er blevet dækket af bæredygtig is. Her er der altid gode chancer for en fin fangst af både helt og søørred i tillæg til fangsterne af aborre og gedde.

 

Et andet sted, som også ligger i et kuldehul, er Astrup Mose ved Solbjerg, hvor det ligeledes er muligt at købe dagkort lokalt. Mosen huser en rigtig god bestand af velvoksne aborrer, som i løbet af sæsonen er meget hugvillige og formodentlig er lige så sultne i denne vintertid. Men du kender sikkert også til gode steder i dit lokal område, hvor der er gode chancer for en fin fangst af de arter, der villigt hugger her om vinteren.

 

Desværre er der så langt imellem de år hvor der bydes på en længere sammenhængende frostperiode, så der er mulighed for at dyrke isfiskeriet. Så jeg måtte selv kigge dybt i mit billedarkiv for at finde frem til billeder af udøvelsen af dette spændende fiskeri. Men har du først én gang prøvet det på en klar frostdag med høj sol, bliver mindet hængende for evigt.

 

Du kan bruge en økse eller en motorsav, som svenskerne ofte bruger, til at lave hul isen Det bedste er dog et isbor, der på få sekunder finder vej selv gennem den tykkeste is. En lille si til at holde hullet isfrit er også en nødvendighed, da det er forbistret koldt at holde hullet isfrit med de bare fingre. Stangen kan være en specielt indkøbt “pimpelspö”, som svenskerne fabrikerer i store mængder, og derfor også er til at skaffe hos en velassorteret grejhandler, til en meget overkommelig pris, ellers kan du også bruge en meget kort spinnestang. Som agn bruger du et lille blink, som for eksempel Toby, Møresilda og lignende blink med en god gang i vandet. 25 centimeter  over blinket  placerer du en lille ophængerflue bundet på en almindelig vådfluekrog i størrelserne fra 8 - 16. Brug gerne nogle hidsige farver, da det kolde vand til tider kræver en lidt kraftigere provokation for udløse fiskens hug.

 

En forfinet udgave af isfiskeriet er “Kikmete”. Dette foregår ved at du holder øje med din agn igennem hullet, og så reagerer prompte med et tilslag lige så snart fisken har taget din agn. Dette er en meget fin sport og jeg glemmer sent min første forsøg udi denne ædle kunst. Blinket gjorde meget lokkende bevægelser i det klare vand og pludselig kom en helt til syne i hullet. Blinkets lokkende bevægelser bliver afløst af en sitren, som forplanter sig besnærende ned til den røde ophængerflue, der befinder sig umiddelbart foran fiskens snude. Pludselig forsvinder fluen, og medens jeg undrer mig over, hvor pokker den bliver af, kommer den til syne igen. Helten havde overhovedet ikke bevæget sig for at tage fluen. Den har bare suget fluen ind i munden, for kort efter at konstaterede at den alligevel ikke er spiselig og derefter spytter mit hjemmebundne vidunder ud igen. Så på grund af min manglende erfaring får hverken helten eller jeg et måltid mad i den forbindelse.

 

Til dette fiskeri bruger du et stykke kloakrør af plast på 50 - 60 cm’s længde, som passer ned i det borede hul i isen. En tyk O-ring af gummi sættes om røret, så dette holdes på plads og ikke glider ned i vandet. Denne udrustning gør det nemt for dig at følge, hvad der sker i nærheden af dit agn nede i vandet, da der ikke kommer generende reflekser derned.

 

Din påklædning skal selvfølgeligt være meget varm med tykke trøjer og lange underhylere. Ydermere er ekstremt vigtigt at sørge for meget varme sokker og velisoleret fodtøj, da du kommer til at stå stille på isen i lange perioder af gangen. En slæde af den gammeldags tremmemodel med meder er god at transportere grejet frem til det foretrukne sted på den islagte sø. Men den yder også en fortræffelig siddeplads, der bare skal suppleres med et stykke isolerende materiale, for eksempel fra et kasseret liggeunderlag eller en pude fra sofaen derhjemme.

 

En stor fordel ved isfiskeriet er at det er nemt at opbevare fangsten, da det er bare at smide denne på isen. På samme måde kan du også let holde eventuelle kølige drikke på en passende temperatur. Det er dog meget mere fornuftigt at medbringe noget varmt i en termokande, gerne rygende varm chokolade eller suppe, for at kunne holde en hel dag ude på isen. For solnedgangen over den islagte sø er en hel speciel oplevelse, som du bør unde dig selv at få med.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis