Jubilæumsfest i Karup. - 22. maj 1999
         

 
 

I år var det 20. gang at Danmarks Sportsfiskerforbund afholdt det traditionsrige Lystfiskertræf på Hessellund Sø-Camping ved Karup Å. Alle sædvanlige gæster var dukket op og minsandten om der ikke i år igen var nye ansigter imellem, der deltog i Lystfiskertræffet for første gang. Ejeren af campingpladsen Jørgen Hansen fortalte, at de sidste 3 - 4 år havde træffet været fuldstændigt udsolgt. Derfor var det svært for nye deltagere at få plads på pladsen, da mange af de mest attraktive pladser og hytter, som regel blev genbestilt på træffet sidste dag. Dette gjorde det vanskeligt at få nye folk ind til træffet.

Som nævnt var der dog pænt med nye deltagere i årets træf, og for Kaj Lindvig og Jens Ole Frier  der i mange år har stået for fluebindingen for begynderne, måtte det da også have rislet frydefuldt, da en ung far satte sig på hug ved siden af sin 7-årige søn og pegede op på Kaj og sagde: Se det er Kaj og Jens Ole. Det var dem der lærte far at binde fluer, og om nogle år skal du også lære binde fluer af dem! Senere snakkede jeg med Brian Damsgård fra Vrå, som i begyndelsen af firserne var en sikker gæst, og siden jævnligt havde aflagt træffet besøg. Dette års træf kunne han dog kun deltage i om lørdagen, da han var i fuld gang med at forberede sit bryllup, der skulle stå fjorten dage senere, men næste år ville han helt sikkert tage kone og barn med til træffet, så de kunne de folk, han så tit snakkede om.

Endnu engang var der da også en pæn flok af meget unge mennesker, der gerne ville lære at binde fluer, og da forbundet lægger kroge, værktøj og materialer til for deltagerne, er det jo også en herlig uforpligtende måde at få afprøvet sine evner. Mangen en far og mor har da også brugt træffet til at se, om det nu var noget for junior, inden man selv lavede investeringer.

Igen i år var der lavet arbejdende stande om lørdagen, og her havde man som noget nyt taget stangbygning op og startet denne aktivitet allerede om torsdagen, så de interesserede kunne følge hele processen fra start til slut. Det affødte mange spørgsmål til Leo, der stod for stangbygningen og der blev udvekslet mange tips på kryds og tværs mellem instruktøren og deltagerne indbyrdes, og dette er så absolut det, der gør træffet til en stor oplevelse for både deltagere og instruktører.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis