Knuder på baglinen. - 10. juli 1999
         

 

En kunde henvendte sig til Stefs fluebinding i Århus og undrede sig lidt over styrken på baglinerne til fluehjulene. Han mente ikke at de havde ret stor brudstyrke i forhold til de nævnte angivelser på pakningerne. Dette satte Stef i gang med at teste de forskellige typer bagliner, han førte i forretningen. Han spændte simpelthen baglinens ene løkke fast på et dørhåndtag og i den anden brugte han en vægt der kunne veje op til 20 kg. Så var det bare at trække i linen, og så holde skarpt øje med hvor højt viseren på vægten gik, før linen knækkede. Det viste sig meget hurtigt at kunden havde ret. Det var nogle gange meget langt fra 30 eller 20 Lbs., som fluefiskere typisk bruger som bagliner, til det som baglinen faktisk kunne klare. I et enkelt tilfælde knækkede linen ved en belastning, der var under halvdelen af den lovede brudstyrke.

Det blev meget hurtigt klart, at det højst sandsynligt var knuden, der var blevet brugt på baglinerne, der ikke var den ideelle til denne type liner. Under den første del af testen var der brugt et flamsk knob (eller 8-tals knuden). Dette satte Stef i gang med at eksperimentere med andre former for knuder til baglinerne.

Efter kort tid havde han fundet frem til en måde at montere baglinen, så det stadig var muligt at lave en stor løkke, der gjorde det let at skifte line på hjulet. Samtidigt med at knuden havde en meget stor brudstyrke.

Stefs baglinemontering.

1 - Find en lang nål frem fra gemmerne og træk tampen gennem øjet på nålen. Nu føres nålen gennem den flettede bagline. Du skal huske på, at løkken skal være så stor, at du kan føre den over hjulet, da dette gør det meget lettere at skifte fluelinen på hjulet. Du kan roligt bruge over en halv meter bagline til løkken og knuden.

2 - Træk nu nålen og tampen af baglinen igennem baglinen. Her kan det være en fordel at bruge en fladtang eller lignende for at kunne holde på den glatte nål.

3 - Træk nu tampen igennem baglinen til du har den ønskede størrelse på løkken. Det stykke på baglinen, hvor tampen er ført igennem strækkes ud, så det ligger glat og fint hen over tampen. Med nålen, du lige har brugt, laver du nu en Needle Knot lige bag det sted, hvor tampen kommer ud gennem baglinen.

4 - Træk nu knuden til og klip den resterende tamp af så tæt på knuden som muligt. Træk derefter løkken til og glat eventuelt stykket over tampens gennemføring ud så det hele ligger glat, så det kan passere uhindret gennem stangøjerne.

Ved efterfølgende test viste det sig at denne montering holdt mellem 80% og 90% af de lovede brudstyrker, hvilket må siges at være meget fint. Selvom knuden umiddelbart ser lidt besværlig ud, så er det umagen værd. Tænk på at udover at drømmelaksen forsvinder, så løber den jo også med en flueline til typisk 400,- til 500,- kroner, hvis din bagline knækker på grund af en dårlig knude.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis