Konkurrence i mørke. - 28. august 1999
         

 

Sidste weekends maraton - konkurrence i Svejstrup Fiskepark blev kun en delvis succes, når man spurgte ejerne Yvonne og Nicolaj Andersen. De var nemlig meget ærgerlige over at der ikke blev fanget nogle af de mange store fisk, de havde sat ud i søerne op til selve konkurrencen. Men spurgte man, som jeg gjorde, nogle af deltagerne, så var der tilfredshed med arrangementet, og de fleste så da også ud til at hygge sig gevaldigt.

Således havde to ungersvende fra Voer indrettet sig med haveblus, et telt, et par soveposer, en karton øller fra et lokalt bryggeri og et vældig godt humør. Da jeg besøgte dem efter midnat var den ene oppe i teltet for at tage sig en kort lur, medens Søren Dahl holdt øje med stængerne og rundhåndet bød på den sovende makkers øl. Søren havde tidligt opdaget at ørredfiskeriet var gået lidt i stå sidst på eftermiddagen og han havde derefter primært satset på fangsten af sudere. Da jeg talte med ham, var han oppe på 27 sudere, og han endte med at vinde special-konkurrencen ved at nå op på imponerende 57 sudere. Alle taget på regnorm tæt på bredden.

Som nævnt gik fiskeriet lidt i stå allerede lørdag eftermiddag. derfor var det da også en regnbueørred på 3,8 kilo fra tidligt i konkurrencen, fanget af Hans Christensen fra Kolding, der vandt førstepræmien for konkurrencens største fisk. Selv om Hans kommer langt væk fra kender han søerne i Svejstrup Fiskepark ganske godt, da han ofte deltager i konkurrencerne deroppe. Andenpræmien for flest fangede fisk blev vundet af Kurt Møller fra Århus. Han nåede op på fem regnbuer i løbet af de fireogtyve timer konkurrencen løb i.

Værtsparret Yvonne og Nicolaj Andersen var meget heldige med vejret til den lange konkurrence, der blev afholdt på én af sensommerens smukkeste aftener. Stjernerne og halvmånen stod knivskarpt på himmelen, medens grønne knæklys på flåddene spejlede sig i den totalt blanke vandoverflade på søerne. Så skulle der have været mangel på store fisk, så blev det til fulde opvejet af nattens naturoplevelser.

Skulle du være interesseret i at fange en stor regnbue i et put & take vand, så burde Svejstrup Lystfiskerpark ved Lerbjerg være et godt bud, da der langt fra blev fanget alle de store fisk, der var sat ud til denne specielle konkurrence. Yderligere oplysninger om fiskeriet i Svejstrup Fiskepark på 86 98 33 28.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis