Mörrumspremiere 99 - 3. april 1999 | ||||
|
Efter de seneste års elendige vejr på premieredagen, var det i år det mest utrolige påskevejr, man kunne tænke sig. Jeg var på plads nede ved Pool 1 og 2 allerede ved syvtiden om morgenen, da jeg ville have hele stemningen med. Her var der stillet boder op, selvom de ikke var befolkede endnu, så var de klar til at modtage de mange gæster, der i løbet af dagen ville dukke op for at se på de 148 heldige, der via lodtrækning havde betalt 1050,00 kr for at få lov til at væde line og agn i Mörrum på denne første dag i den sidste sæson i dette årtusinde. Den første fluefisker var på plads cirka klokken kvart i otte om morgenen. Han vadede ud på Whisky Island, stillede tohåndsstangen op ad et træ, satte sig op ad en træstub, skruede låget af termokanden og indtog en kop kaffe, medens solen steg op over træerne og fik mere magt. Da jeg senere snakkede med ham, viste det sig, at han var dansker. Det var Lars Therkildsen, der for et par år siden etablerede lystfiskerforretningen Fiskeshoppen ved siden af det gamle røgeri ved Pool 17, og til daglig bor lidt længere oppe ad Mörrumsåen. Han havde fået et kort til premierefiskeriet på et afbud så sent som dagen før. Da chancen for at få kort på premieredagen efterhånden er ret små på grund af de mange ansøgere, var han mødt så tidligt ved vandet for indsuge stemningen helt fra begyndelsen. Efterhånden som tiden for startskuddet nærmede sig, strømmede der flere og flere lystfiskere og tilskuere til området nærmest sportsfiskerkontoret. Som tiden nærmede sig blev urene kontrollerede oftere og oftere. Da startskuddet lød et par minutter for sent, gibbede det i alle. Både lystfiskere og tilskuere farede sammen, og ænderne lettede forskræmte fra de nærmeste pools. De faldt dog snart til ro igen. Knapt var ekkoet efter skuddet døet hen, før de første liner og agn hvisler ud over Mörrumsåen. Normalt ville der være hug næsten med det samme. Men i år gik der næsten en halv time inden der blev stram line for første gang. Den eneste kvindelige fluefisker på Pool 1, Maria Ollén fra selve Mörrum, havde kroget en fisk, og modtog under fighten mange gode råd af de omkringstående mænd. Efter en kort intens fight håndlandedes fisken af en villig hjælper, og den blev fotograferet ivrigt både ude i vandet og tilskuerne på land, medens Maria´s skuldre fik mange lykønskende dask. Det viste sig at være en regnbue, der standsede vægten på 3,5 kilo. Maria havde fanget årets første fisk på flue. Herefter gik det til gengæld meget trægt, og på de ellers meget sikre spinnepools 2 - 3 & 4 landedes der overhovedet ingen fisk. En ung mand fra Schweiz gik med en stor fisk i flere minutter, men den slap, uden at vi nogensinde fik den at se. Han og faderen var taget den lange tur fra Zurich til Mörrum, da sønnen havde været heldig i lodtrækningen om en plads ved åen på premieredagen. De skulle dog fiske sammen lørdag og søndag, inden turen igen skulle gå hjem til Schweiz om mandagen. Da der var poolskifte klokken et om eftermiddagen, var der kun indvejet 18 fisk. Heriblandt var der dog en meget fin havørred på 7,82 kilo og 82 centimeter. Efter at have læst fangstrapporten, fik jeg en snak med Stefan Persson den daglige leder af Mörrums Kronolaxfiske. Han fortalte, at dagens resultat var ventet på forhånd, da sportfiskekontoret havde fået meldinger fra private lodsejere længere opstrøms, og her var der heller ikke fanget noget nævneværdigt på deres premierefiskeri. Stefan mente, at den megen vand i gennem hele vinteren og foråret, kunne have bevirket at mange fisk var gået ud tidligere end normalt. Under dagens premierefiskeri gik Mörrumsåen med 63 kubikmeter vand per sekund. Ydermere fortalte Stefan, at der var et mindre svampeangreb i løbet af vinteren, men dette havde på ingen måde haft samme omfang som tidligere års massedød af både laks og havørred. I manglen på ordentlige forklaringer slår han ud med armene og siger: “Men sådan er fiskeriet jo. Nu må vi bare håbe på at fiskeriet efter blankfisk vil blive godt!” Meget tyder på at Stefan Persson ikke behøver at være alt for urolig. Der blev nemlig fanget mange pæne laks under forårets trollingfiskeri i Pukaviken ud for Mörrumsåen, og i Emåen hundrede kilometer længere mod nord, havde de den bedste premiere i mange år. Årets brochure for fiskeriet i Mörrum er for øvrigt en lille flot tryksag, der er utrolig overskuelig og letlæst. Den indeholder et meget nyttigt kort afsnit med råd til de lystfiskere der besøger elven for første gang. Desuden er mange af de tåbelige regler blevet slettet, så det er blevet meget lettere at begå sig ved åen. Denne brochure med tilhørende prisliste og faktablad fås ved henvendelse til: Mörrums Kronolaxfiske, Box 26, S-375 21 Mörrum, Sverige. Telefon 0046 454 501 23 eller via E-mail: morrum.sot@asdo.se. Kontoret har også en meget nyttig liste over de forskellige overnatningsmuligheder der findes i Mörrum og nærmeste omegn. Selv boede jeg i et kælderværelse med plads til fire personer, med godt badeværelse og et lille fint køkken, til den lave pris af 100,- skr per person per nat. Yderst rimeligt for så gode forhold kun 12 minutters gang fra sportsfiskekontoret og Pool 1 og 17. Er du førstegangsbesøgende ved Mörrum kan jeg for øvrigt anbefale dig at stikke hovedet indenfor hos Fiskeshoppen, der som nævnt ejes af danskeren Lars Therkildsen. Denne forretning yder kunderne en særdeles fin service, og de er altid parat med gode råd uanset, om du er novice eller ekspert. Og så taler Lars jo dansk, og han er i butikken hver dag. Med mindre han er ude at fiske. Opgørelsen over de første fire dage i denne sæson i Mörrum: 45 fisk den 1. april fordelt på 29 havørreder med en gennemsnitsvægt på 3,68 kg, 13 hybrider, 3 regnbueørreder og ingen laks. Fredag den 2. april giver 10 ørreder med en gennemsnitsvægt på 4,18 kilo, 8 hybrider og ingen regnbueørreder eller laks. I alt 18 fisk. Lørdag den 3. april giver 24 havørreder med en gennemsnitsvægt på 4,05 kilo, 3 hybrider, 1 regnbueørred og ingen laks. I alt 27 fisk på land. Søndag den 4. april fanges der 14 havørreder med en gennemsnitsvægt på 4,73 kilo, 7 hybrider, ingen regnbuer, men til gengæld byder dagen på årets første laks på 2,5 kilo og 58 cm’s længde. Denne hanlaks bliver taget af Lars Hansen, Danmark. Han får den på spin i Pool 5, og det blev den eneste laks taget på de første fire dage i den nye sæson. De tre største havørreder i perioden 1. – 4. april 1999.
Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |