Nye tiltag i Svejstrup Fiskepark. - 12. juni 1999
         

 

Lørdag den 12. juni havde Svejstrup Fiskepark ved Hadsten inviteret til Put & Take konkurrence og indvielse af de nye lokaliteter som Nicolai og Yvonne Andersen havde gået og bygget på siden sidste efterår. De havde fået færdiggjort bygningen med lystfiskerstue og toiletfaciliteter, samt fået etableret en renseplads med rindende vand, så det var muligt at rense de fangne fisk på stedet.

En anden ting som Nicolai fremhævede var, at han havde skiftet dambrug. Derfor var han nu i stand til at få leveret fisk af en meget bedre kvalitet end hidtil. Det var da også meget nydelige og blanke eksemplarer, som blev fanget i dagens løb, selv om der stadig var enkelte eksemplarer med ødelagte finner. De fisk jeg så i renset tilstand, var da også særdeles fine og røde i kødet.

Med baggrund i den megen regn i løbet af dagene op til indvielsen, var det med en vis nervøsitet Yvonne og Nicolai havde set frem til konkurrencedagen. Men på trods af det dårlige vejr var der alligevel 31 deltagere i lørdagens konkurrence, der startede klokken 8.00 og gik frem kl. 13.00. Der blev da også fanget ganske pænt med fisk, men Nicolai ærgrede sig lidt over, at det pludselige skift i vejret til lørdagens lummervarme, havde bevirket, at der ikke rigtigt var gang i de store fisk, som han vidste holdt til i søen på konkurrencedagen. Den bedste fisk i denne sæson havde toppet vægten på imponerende 9,7 kilo.

Dagens førsteplads blev indtaget af Jan Sørensen, der havde fanget en regnbueørred på 3,9 kilo. Efterfulgt af Bo Johansen med en regnbueørred på 3 kilo.

Dagens største samlede fangst på ni regnbuer stod Bent Mølholt for. Dette indbragte ham tredjepladsen i dagens konkurrence. Han havde først startet fiskeriet efter klokken ni, da han havde været en tur nede ved Svejstrup på Skanderborg-kanten, før han blev klar over, hvor konkurrencen blev afholdt. Derved mistede han én times kostbar fisketid.

Udover de nye bygninger var det også en positiv oplevelse, at se hvor tilgroet der efterhånden er blevet i Svejstrup Fiskepark. Midt i firserne blev der stadigvæk gravet grus i søerne, men da det stoppede, blev der plantet en masse træer og buske, som nu er groet op. Så nu er der masser af "lommer", hvor lystfiskeren kan stå i fred og ro næsten uden at mærke, at der er andre tilstede ved søerne. Beplantningen betyder, at selvom der var 41 deltagere i konkurrence sidste lørdag formiddag, var der masser af fuglesang i området.

Svejstrup Fiskepark arrangerer 4 konkurrencer i løbet af en sæson. Hvis du vil have nærmere om oplysninger sæsonens sidste to konkurrencer og tidspunkterne for disse, kan du kontakte Nicolai og Yvonne på telefon 86 98 33 28.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis