Pinsedage på Samsø. - 29. maj 1999
         

 
 

Igen i år var den store fiskeudflugt sammen med vennerne forlagt til Samsø. Og ligeså selvfølgeligt var vinden i det værst tænkelige hjørne under hele turen. Nemlig syd til sydvest hvilket udsatte de fleste af øens dejlige kyster for en nådeløs vind, som var meget generende, for de der gerne ville fiske med flue.

Første gang jeg kom til Samsø var i begyndelsen af firserne, hvor en god ven inviterede mig til Samsø i hornfiskesæsonen, og siden er jeg vendt tilbage til øen sammen med ham mange gange. De sidste år som en del af pinseturen sammen med vennerne, hvor vi har konerne med, og derfor giver os tid til at være sammen med dem. Hvorfor vi går mere op i gode frokoster og middage med god vin om aftenen end i fiskeriet.

Hvis vi koncentrerede os mere om fiskeriet ved at fiske om morgenen eller i timerne omkring solnedgang, er der ingen tvivl om at vi ville have hjembragt langt flere fisk end de tre havørreder, som blev resultatet af dette års pinsetur. Ud over de tre fisk vi fik på land, så tror jeg faktisk, at alle, inklusive mig selv, nåede at miste pæne havørreder.

Den sydlige vind tvang os som sagt til at søge læ ved kysten nord for Sælvig Havn på vestkysten og på kysten mellem Udsager Hage og Besser Rev på østkysten. Vi var ni mand på fiskeri. Normalt ville vi fange en masse hornfisk, men i år måtte vi arbejde hårdt for hver enkelt. Vi havde en bestilling på 10 hornfisk til et par venner på Samsø og én af gutterne ville gerne have andre 10 med hjem til fryseren, men på grund af størrelsen på fiskene i år blev denne beskedne kvote slet ikke opfyldt i nogen af tilfældene.

De fleste af os brugte flue. Enten på buldoflåd eller ved regulært fluefiskeri, og i år vandt gutterne med buldoflådene/kastedubberne klart selv om flere af havørrederne blev fanget meget tæt på land. Den mest groteske fangst stod David Clarke fra Århus for. Han havde lavet et første kast for lige at strække linen ud. Efter at have justeret afstanden mellem kastedubben og fluen tog han linen ind med hånden inden han skulle foretage et nyt kast. Inde over den rene sandbund huggede en lille fed havørred lige over målet på fluen. Så David fik travlt med at få ordentlig tag i stangen, så han kunne komme til at fighte fisken ordentligt. Efter en kort fight måtte vi endnu en gang konstatere, at Samsø holder en bestand af yderst velnærede fisk. En lille time senere, lige inden vi skulle afslutte denne pinses fiskeri, fik Thorkild Damm fra Viby hug af en lidt større ørred end David’s. Denne gang faldt ørreden for en rejeimitation, hvorimod David havde brugt en Red Tag Palmer variant. Ligesom David tog Thorkild også sin fisk inde over ren sandbund.

Personligt ville jeg gerne have besøgt strækningen ved Vesterløkken, hvor der findes en pragtfuld bund til havørreder. En af de andre begræd meget at vinden gjorde det umuligt at fiske nede på øen sydlige spids ved Lushage. Nordkysten var også yderst eksponeret for vinden, og det eneste sted der ville have været muligt at fiske, var på nordspidsen Issehoved. Men her blev enige om, at det var for langt at gå efter en god frokost.

Skulle du selv have lyst til at besøge Samsø i forbindelse med en fisketur, så skal du bare ringe til Samsø Turistbureau, Langgade 32, Tranebjerg, 8305 Samsø. Tlf. 85 59 14 00. De kan hjælpe dig med overnatning, hvad enten du vil leje hytte, sommerhus eller bo på vandrerhjem. Vi boede på Onsbjerg Pension og lejrskole med helpension, som byder på enkle forhold med rigelige og veltillavede måltider. Her ligger prisen mellem 80,- og 220,- kr pr nat. Men ring til Jens Peter og Kirsten Boll på 86 59 20 66 og hør om de forskellige muligheder

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis