Gode sild på molen. - 27. februar 1999
         

 
 

De sidste par uger havde jeg hørt rygter om, at der var godt sildefiskeri på Århus Havn. Så lørdag morgen hankede jeg op i kameraet, og begav mig afsted for at få syn for sagn. Nede bag Århus Oliefabrik’s anlæg på havnen traf jeg syv mand og en dame fra Odder Sportsfiskerforening, som havde valgt denne lørdag til årets sildetur. De var alle i godt humør og indstillet på at få en god lørdag på havnen. Der var tanket godt op med kaffe, og en bager var frekventeret undervejs. Desuden var der medbragt forstærkning til kaffen, hvis dagen blev alt for kold.

Nu viste det sig at blive en ganske mild og fin dag på havnen, men nogle havde hørt, at det ville blæse op senere på dagen. Så der blev indtaget et par forebyggende drammer, medens de ventede på sildene, og de kom da også langsomt som dagen skred frem. Der faldt et par små-misundelige bemærkninger, da Tinna Johansen for anden gang hev sild ind over molekanten. Det var da også Tinna og hendes mand, Magnus, der fangede flest først på dagen, medens jeg besøgte dem.

Ud over det fine vejr var det også utroligt rart at se størrelsen på sildene, der virkeligt var store og fine efter vore forhold herhjemme. Når de blev hevet over molekanten, skinnede de i mange nuancer af svagt rødt, blåt, grønt og sølv. Som dagen skred frem, blev der da også fanget ganske pænt med sild. Så da jeg ringede til Jørn Ejstrup fra Odder Sportsfiskerforening, for at høre, hvordan dagen var gået. Jørn fortalte, at to mand, der var taget hjem lige over middag, havde femogtredive sild med hjem. De øvrige havde cirka et gennemsnit på femten sild per person, så dagen havde givet langt over hundrede gode sild.

Metoden var den gammelkendte. Et nogenlunde tungt blink i enden af et indkøbt sildeforfang. Et langt kast, hvorefter blinket fik lov til at synke godt ned mod bunden, inden silderigget blev hjemtaget i rykvis indspinning der fik sildefluerne til at bevæge sig meget lokkende i vandet. Hertil kom bare en spand, hvor sildene opbevaredes i. Altså et fiskeri, hvor alle havde mulighed for at deltage.

På et tidspunkt kom en mand forbi på cykel, han spurgte om han kunne købe nogle af sildene, da han senere på dagen ville tage på geddefiskeri i Gudenåen. Der var dog ingen villighed til at skille sig af med sildene på det tidspunkt.

Jørn Ejstrup viste mig et hjemmelavet blink, der var lavet af aluminium, som havde en fantastisk god gang i vandet. Han lovede mig at jeg måtte komme tilbage til ham, når han havde puslet lidt mere med udformningen.  Jeg prøvede selv prototypen, og jeg kan love læserne en overraskelse, når jeg giver mål og udformning videre senere på sæsonen.

På et tidspunkt hvor Tinna’s mand, Magnus, igen hev sild ind over molekanten, kom det spontant fra hende: “Så kunne vi godt have ventet lidt med brylluppet, så vi kunne have serveret sild som forret”. Så fortalte hun at, Magnus og hende var blevet gift på den 16. januar. Her havde de serveret havørred til forret, så hun havde givet ham temmelig frie hænder til fiskeriet i efteråret. Det så ud til at have passet Magnus godt, men Tinna deltog med stor iver sildefiskeriet og virkede ikke som én kvinde, der ville lægge hindringer i vejen for hans fiskeri i fremtiden. Det var  en meget positiv oplevelse, at se en pige fiske på molen. Tinna’s eksempel kunne måske få andre piger til at være ligeglade med det råsexede look for en enkelt dag. Til fordel for varm påklædning og en rigtig hyggelig dags fiskeri sammen med drengene. Det gode vejr og gode sildefiskeri indbød til socialt fiskeri med megen snak om fiskeriet og løst og fast. Altså en rigtig god måde at spilde tiden på.

Nu er der jo langt til den næste ægteskabelige mærkedag for Tinna og Magnus. Men nu klæder sild ethvert frokostbord, så for at sildene ikke skal gå til i fryseren, skal de måske prøve denne opskrift, som jeg fandt i et lille gratis hæfte - Sill och strömming - udgivet af Svensk Fisk (en pendant til “Minna og Gunnar-Det er ik’ så ring’ endda”-kampagnen herhjemme)

Fetaostfyllda Strømmingsflundra til 4 personer.

600 gram sildefilét

100 gram fetaost

1 hakket rødløg

1 dl rasp og rugmel. Halvt af hvert

1 tsk salt

Rens fileterne, skyl dem og tør dem grundigt med køkkenrulle. Læg halvdelen af fileterne på et skærebræt med kødsiden opad. Skær fetaosten i tynde skiver og fordel osten løg stykkerne over fileterne og de resterende fileter ovenpå og tryk “flundrorna” let sammen med håndryggen. Vend dem i blandingen af rasp og rugmel og steg derefter i smør i tre til fire minutter på hver side. Vær lidt forsigtig når du vender “flundrorna”, så blandingen af ost og løg forbliver på plads mellem fileterne. Denne ret serveres med oliven og tomatbåde sammen med stegte eller ovnbagte kartofler i både.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis