Slut på ørredsæsonen. - 2. oktober 1999
         

 
 

Den sidste weekend i ørred-/laksesæsonen er altid noget helt specielt for mange lystfiskere. På premieredagen møder du gamle bekendte, som det er et par måneder siden man sidst så. I sæsonens sidste dage er det så tid til at tage afsked med gutterne i par måneder igen. Derfor er de dage altid fyldt med en egen ro og et stort mål af vemod.

Det er dagene, hvor sæsonens fangster genopleves sammen med gutterne, der var med på de første dage i sæsonen. Dem du oplevede sommerens gode oplevelser i Norge, Sverige eller hvor du valgte at tilbringe en kort uge med fiskestangen og vennerne. Specielt er det nu tiden, hvor alle de fisk, der smuttede, absolut ikke bliver mindre.

Søndag den 14. november startede jeg med at tage ud til Lyngbygårds Å, hvor Brabrand Lystfiskerforening, som sædvanligt startede den sidste søndag i sæsonen, med at byde medlemmer, der har lyst til at være ude ved åen, på morgenkaffe, rundstykker og en lille én til at holde kulden på afstand. Mere end femten lystfiskere var med fra den tidlige frostklare morgen. Da jeg kom frem ved ni-tiden efter en kort afstikker længere opstrøms Århus Å, var de fleste allerede i gang med fiskeriet. Som altid har foreningen en lille uhøjtidelig konkurrence, der løber fra klokken 9.00 til 13.00, inden alle slutter dagen af med et par varme pølser. I denne konkurrence gælder det ikke om at fange den største eller tungeste fisk. Her gælder det om at fange den smukkeste fisk. Dette års “Pralhals” bliver Jesper Pallesen med en pæn bækørred..

Bestyrelsesmedlem Lars Olsen, der bor lige op ad Lyngbygårds Å’s nederste del, fortæller at der allerede bliver taget pæne havørreder sidst i august. Da regnen virkeligt falder i slutningen af september, kommer der et solidt træk af laks mellem 60 og 70 centimeter. Peter Bache, Århus, får således tre pæne smålaks på en eftermiddags fiskeri. Ydermere har to dagkortfiskere fanget 5 laks i sandfanget lige opstrøms Brabrand Sø. Desuden er der fanget laks så langt oppe i systemet som ved Dørup Mølle.

Efter en tur over Labing Vandmølle og Lilleåen ved Svejstrup går turen nu mod Gudenåen ved Langå. Her er der ikke mange lystfiskere ude på trods af det fine efterårsvejr. På det kendte stykke mellem jernbanebroerne ved Langå møder jeg kun fire lystfiskere. Den ene har allerede opgivet dagens fiskeri og står i stedet og snakker med en fiskekammerat. Det er jo ikke fiskeriet, der er det vigtigste på denne dag. Den eneste fisk, der er landet, er en lille fed regnbueørred, som var faldet for en rørflue fisket helt nede ved bunden. Nede ved Langaa Camping får jeg oplyst, at de kun har rapporter om to havørreder, der er fanget her i november måned.

Senere på dagen får jeg en snak med Kai Lindvig formand for Bjerringbro Sportsfiskerforening, Kai fortæller, at det har været en sæson over middel. Men i samme åndedrag siger han også, at de sidste på sæsoner ikke har været svære at overgå. Der kom et tidligt optræk af mellemstore laks som satte deres præg på den første del af efterårets fiskeri. Den største fisk gennem sæsonen Kai kan huske er den 8 kilos laks, som blev fanget af Jørgen Andersen i forbindelse med Gudenå konkurrencen

Sidste stop på turen skal være Kolindsund-kanalerne. Her er situationen den samme som ved Langå. Forbavsende få er ude med stangen på trods af, at det næsten er sidste chance indenfor sæsonen. Normalt vil der være tæt pakket med lystfiskere på strækningen mellem Landevejsbroen og Smedebroen ved Fannerup. I dag går der kun tre lystfiskere på strækningen, der ofte har op mod femten lystfiskere i gang med stangen.

Det samme er tilfældet på alle de gode stræk, jeg passerer på vejen langs Kolindsund-kanalerne på vejen ind til Grenå Havn. Jeg bliver mere og mere forundret, som jeg kører langs kanalerne. Men da jeg hører at en af de lokale storfangere, har opgivet en planlagt feriedag om mandagen, sæsonens sidste dag, går det op for mig at fiskene har forladt selve kanalen til fordel for gydepladserne længere oppe i systemet.

Ingen af dem jeg taler med, har fanget noget i løbet af dagen. Til gengæld har et par stykker fundet et sted, hvor der er læ for den bidende nordøstenvind. Med varm kaffe på termokanden er det ingen sag at holde varmen og snakken i gang. Senere på dagen taler jeg med Lars Clemmensen, der er formand for Grenå og Omegns Sportsfiskerforening. Lars fortæller, at det har været en sæson over middel, selv om han ikke har fået rapporter på de helt store fisk fra kanalerne. På stående fod kan Lars huske fisk på 6,5, 6 og 5 kilo og flere har fået dagsfangster på 4 - 5 fisk.

Altså en ganske godt fiskeri i det østjyske, selv om den varme sommer skabte lidt problemer på sine steder. Men da først regnen faldt i begyndelsen af oktober kom, der også gang i fiskeriet igen.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis