På den igen Henrik! - 15. maj 1999 | ||||
|
I sidste uge modtog jeg så igen et af Fødevareministeriet’s forslag til bekendtgørelse om trollingfiskeri. I paragraf 1 lyder teksten: Lystfiskeri må kun foregå med stang eller lignende lette håndredskaber. Dette har alle lystfiskere vel været klar over i mange år, men nu er det da endelig slået fast, at fiskeri med garn eller net ikke hører ind under lystfiskeri. I paragraf 2 lyder teksten: Lystfiskeri med huggeredskaber (rykfiskeri) er ikke tilladt. Denne del af forslaget har været ventet med længsel gennem mange år, og modtages af alle ægte lystfiskere med stor taknemmelighed. I paragraf 3 lyder teksten: Lystfiskeri med liner, der slæbes efter båd drevet ved motorkraft (trolling eller dørgefiskeri) er ikke tilladt inden for en afstand af 100 fra lavvandslinien. Dette betyder, at der ikke er taget nogen form for hensyn til de specielle forhold i for eksempel Randers Fjord. Det er mig komplet uforståeligt, at det ikke er muligt at lave en skelnen mellem dørgning og trolling. Så snart linen belastes på nogen måde, kan det defineres som trolling. Men bruges der kun et blink, wobler, spinner eller anden agn uden nogen anden form for belastning, er det at betragte som dørgning. Sværere behøver det ikke at være. De begrænsninger der er kommet indenfor trollingfiskeriet rammer udelukkende områder i forbindelse med de sjællandske kyster. Det er da også kun indenfor disse, at man kun må bruge to stænger per person og fire stænger i alt per båd. Paragraf 6 fortæller at overtrædelse af bestemmelserne i paragraf 1 - 5 straffes med bøde. Nu må vi så håbe, at bøderne bliver så store, at de sidste forhærdede tidselgemytter afholder sig fra at anvende det afskyelige rykfiskeri for eksempel efter hornfisk. Lav nu venligst de foreslåede ændringer i bekendtgørelsen specielt med henblik på vore smalle fjorde, så den bliver til at administrere for alle lystfiskere og fiskerikontrollen. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |