Røget ørred til Jul og Nytår. - 19. december 1998 | ||||
|
I sidste udgave af denne spalte så du, hvordan du selv kunne røge dine fisk hjemme i køkkenet. Her får du en opskrift, hvor du bruger din nye røgeovn. Chefkok Ove Moos fra Royal Oak, Åboulevarden, Århus, der viste os denne røgemetode, er ophavsmand til nedenstående opskrift, der er velegnet som et lidt anderledes indslag i julefrokosten eller som forret nytårsaften. Røget laks/ørred fra egen rygeovn på kørvelfløde. Ingredienser: 2 l. kraftig fiskeboullion 100 g smør 2 bdt kørvel 2 l piskefløde Evt lidt lakserogn til pyntning af den færdige ret. Laksen/ørreden renses, befris for ben og skindet skæres fra. Skær herefter fisken i portionsstykker på ca. 80 - 100 g og salt disse. Fiskestykkerne skal nu stå i en times tid. Hæld et fingertykt lag savsmuld i bradepanden, læg fiskestykkerne på risten, som placeres i bradepanden og sæt det hele på komfuret ved middel varme. Husk at tænde emhætten på kraftigste udsugning. Når der er en god røgudvikling, laver du en hætte af stanniol, som slutter helt tæt til bradepanden, og til sidst slukker du for varmen. Efter en halv time er fiskestykkerne klar. Fiskebouillionen med fløden koges op og smages til med salt og peber. Blandingen hældes i en blender sammen med den friske kørvel og køres indtil suppen har fået en flot grøn farve. Dette tager normalt 20 - 30 sekunder. Suppen serveres i varme dybe tallerkener sammen med den røgede laks/ørred, der eventuelt pyntes med lakserogn og en kvist kørvel. Hertil serverer du godt friskbagt brød. Laksen kan røges dagen i forvejen og så bare lunes i ovnen inden serveringen. Gak til myren og bliv vis, siger et gammelt ordsprog. Men jeg er nu langt fra sikker på at myrerne kan hjælpe os med at vælge en god vin til denne fornemme ret. I stedet går jeg til Thomas Kejser fra Skjold Burne Vine, Skt. Clemensstræde, Århus. Thomas er nemlig selv ivrig lystfisker, der i denne sæson har en havørred på over fem kilo fra Kolindsund-kanalerne som sit bedste resultat. Til ovennævnte ret anbefaler Thomas en hvidvin fra Chile: Viña Tarapacá Reserva Chardonnay (1996) - 56,75 kr (el. 3 fl. for 150,- kr.). Skal det være lidt dyrere mener han at en flaske californisk hvidvin fra huset Ernest & Julio Gallo vil være sagen: Sycamore Canyon, 1994 Chardonnay, Sonoma County til 85,- kroner flasken. Dette er en vin som Thomas virkelig brænder for, da han har givet den 9 point ud af 10 mulige i sin bedømmelse. Tilslut mangler jeg bare at ønske læserne god appetit og en rigtig glædelig Jul. |