Hva' får man for en "tusse". 10. oktober 1998
         

 
 

Siden fremkomsten af stoffet Gore-tex i firserne, er der kommet et væld af materialer med de samme egenskaber. Egenskaber som vi lystfiskere sætter stor pris på, da de alle er meget lette, samtidigt med at de er vand- og vindtætte i vekslende grad.

Da vi i en årstid hvor den rigtige beklædning, har stor indflydelse på om en fiskedag er behagelig, har valgt at kigge på vadejakker i den lidt dyre ende, men også bedre ende. Jakkerne jeg har valgt at kigge på er: ABU-Garcia=s vadejakke, Geoff Andersen vadejakken og Viking Adventure vadejakke, der alle er set i forretninger indenfor området til 999,00 kr.

ABU-Garcia har valgt at lade en fleece-jakke indgå som en særkilt del, der kan lynes af og på alt efter vejrliget. På denne måde får du faktisk to praktiske beklædningsgenstande i én og samme jakke. Jakken er fremstillet i et vand- og vindtæt nylonmateriale, som ved afprøvnin­gen virker særdeles solidt. Ligesom syningerne ser meget veludførte ud og heller ikke giver sig ved kraftig påvirkning.

Jakken har seks store udvendige lommer der lukkes med lynlåse, hvilket gør at vandet let trænger igennem og ned i lommen, men det er der taget højde for, da der er sørget for at vandet kan komme ud af lommerne igen. Så skal du opbevare tegnebog eller andre følsomme ting skal du bruge den yderst praktiske indvendige stiklomme på brystets venstre side, da denne er jakkens bedst sikrede lomme. Desværre er alle lynlåsenes glider-håndtag så små, at de kan være svære at åbne med handsker eller våde kolde fingre.

Efter min mening er jakken også for lang til at tillade vadning over skridthøjde på kysten, da jakken når ned på lænden. Hvorfor du vil få mange bølgeskvulp ind over de nederste lommer. Derfor er jakken mest egnet til vadefiskeri i elve, hvor det ikke er nødvendigt at vade dybt eller til brug herhjemme over et par waders, hvor der er høj bevoksning og sumpet langs bredderne. Vaskeanvisningen angiver at jakken skal håndvaskes ved temparaturer under 40 grader.

Geoff Anderson vadejakken er meget nyt produkt, der indeholder en række særdeles velgennemtænkte finesser. Blandt andet er der monteret et par strækhandsker, der foldes op i jakkens ærmer, når de ikke er i brug. Desuden er hætten utrolig nem at tilpasse individuelt, ligesom der er indbygget en tråd, så den ikke falder ned i øjnene, som det er tilfældet hos de andre jakker i testen. Desuden er hætten nem at komme til, så det ikke er nødvendigt at trække jakken af for at få hætten op, hvilket kan udgøre et problem på ABU-Garcia=s vadejakke.

Foran på brystet er der to store lommer med både velcro- og foldelukning (selv ved hjælp af en bruser lykkedes det mig ikke at få vand ned i disse lommer).  Jakken er den letteste af de tre omtalte, men også den som har færrest lommer foran. Tilgæld er der meget god plads i  lommerne på ryggen. Jakken har en virkelig god længde til al slags vadefiskeri og den slutter meget tæt til dine waders. Jakken har meget rummelige ærmer med solide forstærkninger på albuerne. Den gode bevægelighed i ærmene og overskuldrene, gør at jakken er yderst behagelig at have på under fiskeriet. Desuden er der tænkt på at man meget ofte skal bære sit fiskekort synligt nu om dage. Derfor er der monteret en netlomme på den højre brystlomme, så kortet altid er synligt. Jakken tåler maskinvask ved tredive grader.

Viking Adventure vadejakke er den sidste jakke der indgår i testen, men til gengæld den bedst afprøvede, da jeg har brugt en ældre model igennem mere end tre år. Jakken har altid holdt mig tør og varm, og det faktum at man kan lyne ærmerne af, så jakken kommer til at fungere som en vest har jeg ofte benyttet mig af under vadning i på varme dage. Desuden er der en aftagelig fiberpels vest i jakken. De fire lommer er meget rummelige og en inderlomme giver nogen beskyttelse til tegnebog med mere, hvis man ikke vader alt for dybt. På ryggen er der en stor rummelig lomme og hætten er let at komme til at slå op; men kræver en kasket for at den ikke skal falde ned i øjnene. Det er den korteste af de tre afprøvede jakker. Den er utroligt slid- og rivstærk, da jeg har kæmpet mig gennem tætvoksende krat på Örekilsälvens A-stræk og andre lignende stder, uden det på nogen måde kan ses på jakken. Altså et helt igennem danskt kvalitetsprodukt. Jakken tåler maskinvask ved fyrre grader.

Konklusion.

Hvis du skal ud at købe en ny vadejakke er mit klare råd til dig, at du gør dig dit behov klart og derefter prøver de forskellige jakker. Sørg for at få den så stor, at du kan have en trøje indenunder (gælder ikke helt for ABU-Garcia=s vadejakke, der jo har en indbygget trøje). Gør nogle bevægelser, der mest muligt ligner dem du udøver, når du kaster, og vælg så den jakke, der passer dig og dine behov bedst. På grund af længden på ABU-Garcia jakken og det faktum at den skal håndvaskes vil gøre at mit (svære) valg ville stå mellem Viking=s jakke og Geoff Anderson jakken med et lille plus til Geoff på grund af det yderst vel gennemtænkte design. Men alle tre jakker har hver for sig virkeligt gode kvaliteter og er god valuta for pengene

Nærmere oplysninger om forhandlere: 75 45 46 30 - Geoff Anderson, 86 44 85 55 - ABU-Garcia jakken & 62 81 80 98 - Viking Adventure vadejakken.