En gang imellem kan det være meget svært at videregive, hvad man har oplevet i løbet af fisketuren. Specielt kan det være næsten umuligt at forklare en ventende familien, hvorfor man kommer hjem med et tilfreds smil om munden, selv om ventede pander og gryder må stå ubenyttede hen på komfuret, og man stolt præsenterer familien for byttet fra det lokale pizzaria.

En af de gange, hvor min kære livsledsager troede, at nu var jeg da gået helt i spåner, var da jeg fortalte, at jeg havde brugt det meste af en perfekt fiskedag til at sidde og kigge på en stor korsedderkop, som var i gang med at opbygge det mest symmetriske edderkoppespind, jeg nogensinde havde set.

Men ikke desdo mindre er det jo som oftest alt det ved siden af fiskeriet fremfor fangsten, der gør fisketurene til uforglemmelige oplevelser, som fæstner sig i erindringen og svært lader sig gengive, uden at man kommer til lyde alt for rørstrømsk. Specielt det at komme tæt på dyr og fugle, som ikke findes tæt på menneskelige beboelser, er altid en stor oplevelse.

Den første hændelse som jeg vil berette om, var da jeg som stor teenager hjemsøgte åerne i det vestjyske. Her holdt jeg meget af at fiske i det øverste af Vegen Å i Storåens vandsystem. Her gik der altid kvier på engen gennem sommeren, og en meget tillidsfuld kvie var jeg blevet gode venner med ved at bestikke den lidt med forskellige godbidder. Hvor mærkeligt det end lyder, så var den meget glad for tørt rugbrød, som jo var let at skaffe. Så hver gang jeg besøgte engen, opsøgte den mig altid og begyndte puffe til mig med hovedet indtil den havde fået sine godbidder. En aften hen sidst i august indfandt jeg mig igen ved åen, da jeg på en tur et par dage forinden havde set en flot ørred i et sving.

Så denne aften glemte jeg alt om mit gode forhold til kvien, og gik direkte ned til svinget. Med stangen klar til fiskeri nærmede jeg mig svinget i stærkt foroverbøjet tilstand. Kvien var fulgt efter, uden at jeg havde tænkt nærmere over det. Men jeg blev opmærksom på dens tilstedeværelse, da jeg havde lagt fluen tilrette på vandet. I det samme placerede kvien hovedet under min bagdel og gav mig et venligt puf, som sendte ud midt i det smalle åløb, hvor jeg endte på alle fire. Jeg var vistnok tør på ryggen, men det dæmpede på ingen måde mit raseri. Da jeg kom op på bredden igen, lossede jeg kvien en så velplaceret gummistøvle i bagfjerdingen, at det resten af efteråret var særdeles svært at komme i kontakt med den på trods af mange velmente bestikkelsesforsøg.

I særdeleshed har jeg haft mange fine oplevelser, hvor jeg kom meget tæt på dyr og fugle på mine ture til Lapland. Allerede på min anden tur derop kom jeg i ubehagelig nærkontakt med fjeldræven. Vi havde ikke mere end lige fået teltet op, efter at vandflyet havde efterladt os på søbredden tidligt på eftermiddagen, inden det blæste så meget op, at vi foretrak at afvente bedre vejr inde i teltets læ. Flere gange mente vi at høre lyde udenfor teltet, og et par gange kiggede vi da også ud, uden at få øje på noget mistænkeligt. Hen under aften lagde vinden sig så meget, at vi ville lave noget mad, inden vi skulle begive os ud på fiskeri. Her kom chokket. To sider med i alt to kilo røget bacon og tre hele rugbrød på hver halvanden kilo var fuldstændigt væk. Et par dage senere så vi ræven luske omkring ved lejrpladsen, og vi forstod nu, hvor provianten var blevet af. Siden skete det ofte, at vi kunne se at fiskeaffaldet, var blevet fjernet fra vort affaldshul i løbet af natten.

På senere ture har vi oplevet at ræven kom helt ind i lejren, selv om vi sad rundt om Trangia-køkkenerne og drak the. Så langt mod nord var dyrene ikke så skræmte af os mennesker, og vi fik gennem årene mange gode oplevelser med rævenes besøg i lejren.

Blandt fuglene var det især den lille kjove og havternen, der vandt mit hjerte med deres imponerende flyveopvisninger og det fantastiske mod, der fik fugle på få hundrede gram til at angribe mennesker på op til de hundrede kilo for at forsvare reder og unger. Mange af dem, der har været med mig på fjeldet, husker stadig pinefulde hug af skarpe næb i hovedbunden, når man uforvarende var kommet for nær en redeplads eller en unge.

Et havternepar holdt til på en tange lige over for den faste lejrplads, og jeg vil den dag i dag påstå at de kunne genkende mig. For knapt var jeg ankommet til lejrpladsen, og især når jeg gik ned til bækken for at tage en kop vand, før kom den straks flyvende henover mig og hilste os med skrig. Denne adfærd skyldtes helt sikkert, at parret var vant til at samle fiskerester op når vi rensede og skyllede fisk på næsten samme sted, og på denne måde havde en meget let tilgang til føde gennem vort ophold i lejren.

På dage med dårligt vejr kom renerne også meget tæt på lejren og mange gange har vi set dem kigge over sandåsen lige bag lejren og nysgerrigt følge med i hvad vi lavede på lejrpladsen. En af de største oplevelser havde jeg da vi var på vej op til en god rødingsø højere oppe på fjeldet. Undervejs gik vi igennem en meget stor flok på flere tusind rener som åbnede sig 50 til 60 meter foran os og lukkede sig igen mindre end 100 meter bag os.

En anden fugl som fik et særligt forhold til var den præstekrave, som jeg mødte både på turene til Lapland og det sene forårs ture til kysterne i det østjyske. De var mestre i at lave afledningsmanøvrer for at lokke folk væk, der var kommet for tæt på rede eller unger. Nogle gange kravlede de næsten rundt på ryggen for at lokke mig væk. Ryperne oppe i Lapland var også store skuespillere når vi skulle lokkes væk fra ungerne. Senere på sommeren var vi ofte tæt på at få et hjerteanfald, når de godt kamuflerede ryper lettede mellem benene på os med en larm, som et maskingevær der åbnede ild.

Herhjemme er det en stor fornøjelse gennem fisketurene at følge naturens gang. Ankomsten af de første viber i vinterfiskeriets sidste dage. Musvågetrækket over kalkklinterne ved kysterne nord for Grenå i april. Ankomsten af de første svaler sidst i april. Hele den hektiske aktivitet gennem forsommeren, hvorefter fuglesangen langsomt forstummer, inden sommerens gæster forlader os igen og musvågerne vender tilbage landet igen i sæsonens sidste dage.

Glæder som jeg ved næsten alle lystfiskere sætter lige så stor pris på som jeg. Så inden jeg svømmer helt hen i de gode minder, når jeg skal til at udvælge billederne til denne artikel, vil jeg hermed ønske læserne en rigtig glædelig jul.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis