Vision waders med visioner. - 2. juli 2000
         

 

Sidste år anmeldte jeg i disse spalter åndbare letvægtswaders med tilhørende vadestøvler, som jeg var meget begejstret for. I det sene efterår kom firmaet Vision også med et par åndbare waders i meget høj kvalitet, som jeg havde mulighed for at teste under fiskeri i Irland i påsken. Navnet var Entrant GII Extreme åndbare waders, og de blev leveret sammen med et par vadestøvler med en kombination af filtsåler midt på sålen og gummisåler på hæl og tå.

Testfiskeriet bød på meget hårde forhold, hvor wadersene både blev testet i hårdt strømvand og ved vadefiskeri fra bredden af Lough Mask i det vestlige Irland. Her blev de åndbare waders udsat for skarpe klipper og krat med grove torne på vejen tilbage langs bredden uden at tage nogen form for skade. Støvlerne, Vision Extreme, med den såkaldte Dual Track sål gav god støtte under fiskeriet og vandringen langs med bredden.

Yderlaget er specialbehandlet, så det afviser snavs og vand. På denne måde tørrer de meget hurtigt, og den åndende effekt bevares længere. De åndbare waders kan vaskes i maskine, men herefter skal de behandles med Vision beskyttelsesmiddel. Det også klogt at give wadersene en tur med beskyttelsesmidlet efter sæsonen er slut.

Sokkerne er fremstillet af et materiale firmaet kalder Hyplon som virker særdeles slidstærk. Sømmene er tapet på begge sider for at sikre størst muligt slitage. De falder godt til om foden og passer perfekt ned i vadestøvlerne uden at lave folder, som er dødirriterende at gå på.

Vision laver tre forskellige modeller af åndbare waders, og det er Vision Entrant II Extreme, jeg har testet med meget stor tilfredshed. De to øvrige modeller Standard og Emerger ser ud til at leve op til samme høje standard, som den dyre model har. Priserne ligger på 1999,- kroner for Extreme modellen, mens Standard og Emerger koster henholdsvis 1783,- kroner og 1495,- kroner

Her i foråret kom så Vision med waders i neopren med sokker, så du kan bruge vadestøvler sammen med dem. Jeg må indrømme, at de er noget af det mest lækre, jeg længe har prøvet. Neoprenen er meget blød og giver derfor stor bevægelighed under fiskeriet. Wadersene sidder tæt til kroppen, uden at man får åndedrætsbesvær, selvom man er lidt velbygget.  Desuden giver de stor komfort, når du skal gå langt ud til fiskevandet. Hvilket var tilfældet under en fisketur til Samsø, hvor vi tog turen ud til Albuen på Besser Rev flere gange. En tur på over en halv times gang hver vej.

Her kom vadestøvlerne igen til deres fulde ret, da de var meget behagelige at gå i, samtidigt med at de gav god støtte til anklerne under vandringen i løst sand og rullesten. Skal man udsætte lidt på Dual Track sålen, så er gummisålen på hælen lidt glat under brug på lidt større sten. Men det kan klares let med et par selvskærende skruer i hælen.

Prisen for Vision Extreme neopren waders er så lav som 699,- kroner, medens Vision Extreme med Dual Track sålerne koster 999,- kroner. Men du kan også få et par Flywater vadesko til kun 749,- kroner. Vadestøvler af denne type har jeg brugt gennem lang tid både herhjemme samt i udlandet, og det er ikke til at se slitage på filtsålerne.

Er du interesseret i at se nærmere på ovenstående produkter her i Østjylland kan du henvende dig hos Jagtstuen, Århus, LP Flyshop, Randers, Sportshuset, Horsens og Bjælkehytten i Vejle.