Strøm på ørrederne. - 28. november 2002
       

 

Knapt var sæsonen overstået før snurrende motorer satte strøm på de elektroder, som lystfiskerforeningerne brugte ved elfiskeriet i fiskevandene. På trods af den silende regn hele lørdag den 23. november gennemførte medlemmerne af Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn elfiskeriet fra broen ved Vedø tæt på Kolind og ned gennem systemet til brugsen i Ginnerup.

Ifølge Lars Pedersen, der står for elfiskeriet i foreningen, så var resultatet langt fra ophidsende, da el-apparaterne kun bragte 100 fisk til overfladen på den lange strækning fra Vedø til Fannerup. Desuden var der ikke en eneste hunfisk, der var klar til at afgive æg, så det blev kun til et par enkelte skvat sæd fra nogle få hanfisk.

Til gengæld gav strækningen fra Fannerup og ned til brugsen i Ginnerup gav cirka 150 fisk, som afgav omkring 3,5 liter rogn.

Søndag morgen klokken 9.00 mødtes flokken så igen ved brugsen i Ginnerup. Vejret var klart bedre, da det var tørvejr, og elfiskeriet var også langt bedre. Lars Pedersen udtalte, da dagen var omme: ”Jeg har aldrig været med til noget lignende. Det er bedste resultat i meget langt tid. Og vi lod endda mange hanfisk slippe til sidst, fordi vi havde fyldt alle bægrene med sæd!”

Søndagen gav mere end 275 fisk og 8,5 liter rogn. Største fisk var en hunfisk på 86 centimeter med en anslået vægt over 8 kilo, mens lørdagen største fisk også var en hunfisk på 80 centimeter også omkring de 8 kilo.

Lars og de andre fra foreningen var noget forundrede over den pressemeddelelse, der kom fra Grenå Kommune udsendte den 4. november, om at der var masser af ørreder i Kolindsund Kanalerne og Grenåen, og at systemet nu var selvreproducerende. De mente samstemmende, at så længe myndighederne lavede udsætningsplaner, så var det vel fordi, at bestandene ikke helt levede op til de resultater, som Grenå Kommunes folk var kommet frem til. De ville derfor ufortrødent forsætte det hårde arbejde med elfiskeriet, så længe myndighederne forlangte det.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis