Gang i ørrederne. - 16. maj 2002
       

 

Efter at der kom gang i havørredfiskeriet inde i Århus Bugt og Knebel Vig lige før påske, så fanges der nu godt med ørrederne fra kysterne her i det østjyske område. Det fik Christoffer Veng fra Skødstrup selv lov til at opleve tidligt om morgenen lørdag den 4. maj. Aftenen før havde lige været forbi grejforhandleren og anskaffet sig nogle 12 grams blå/hvide Grejbiksen Coast woblere, Klokken 5.10 faldt hugget tungt og hårdt.

Christoffer måtte vente en del timer før Grejbiksen åbnede næste dag så han kunne få fisken vejet. Men da Ronnie Knabbe havde fået åbnet butikken og vægten kom frem. Nålen krøb op på 6,65 kilo og målebåndet stoppede allerede ved 79 centimeter, så der var altså tale om en særdeles fed ørred. Christoffer Veng fortalte også at ugen havde givet 4 andre pæne ørreder.

På Århus Havn fik Benny Mortensen fra Højbjerg en havørred på fine 5,5 kilo den sidste lørdag i april og der bliver næsten fanget havørreder dernede hver eneste dag. Benny havde fisket fra dæmningen ud mod den nye Maersk-Terminal på Østhavnen.

Den helt friske nyhed er, at der nu også bliver taget blanke opgængere i Gudenåen. Så tidligt som den 21. april blev der fanget en fin ørred på 4,61 kilo af Ole Pilgaard, lidt senere fik A. Kuntz en anden fin ørred på 3,18 kilo. Men den 10. maj gik der for alvor hul på bylden, da Poul E. Pedersen fra Randers landede en havørred nedstrøms Langå, der pressede vægten op på 5,08 kilo og 76 cm.

Formanden for Bjerringbro Sportsfiskerforening Kai Lindvig fortalte mig i sidste weekend, at der allerede var taget laks oppe deres stykke langt oppe i åen. Så det er en spændende tid der forestår, med den ekstra fridag i pinsen, som fornuftigt kunne bruges på en fisketur.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis