Lystfiskere trodsede iltsvindet. - 3. oktober 2002
       

 

Der var mange panderynker hos arrangørerne fra Århus Lystfiskerforening i dagene forud for sidste søndags traditionsrige Ørneredekonkurrence. De troede nemlig at mange lystfiskere ville blive hjemme, på grund af den negative omtale som Århus Bugten havde fået på det sidste på grund af det katastrofale iltsvind ude i Århus Bugten. Men selv om en del lystfiskere, ifølge formanden for ALF, Peter Weldingh, var blevet hjemme på grund af de sørgelige forhold ude i bugten, så var der alligevel fyldt pænt op på strækningen lige nedenfor selve Naturcentret ved Ørnereden.

Her havde mange familier nemlig slået sig ned for at hygge sig sammen om fiskeriet. Flere havde medbragt stole, så ventetiden mellem nappene fra skrubberne, kunne tilbringes på ordentlig vis. Her mødte jeg unge Christian Skov Madsen, som var ude at fiske for første gang. Selvom han ikke var helt vild med at røre ved den slimede og noget sandede skrubbe, så skulle den dog vises frem til fotografering. Lidt senere fik han en yderligere en fin skrubbe på 35,5 centimeter, som viste sig at være stor nok til at indtage 8.pladsen i konkurrencen og medens årets juniorpræmie blev snuppet af Patrick Bonde med bare 10 gram mere. Der var glædeligt at se de mange børn og unge der deltog i årets konkurrence, og der var en spændt stemning blandt de unge, medens de pænt ventede i køen op til målebordet og vægten, der afgjorde om de skulle have del i de fine præmier.

Andre havde deltaget flere gange i konkurrencen tidligere, og ved indvejningen lød der da også mange ”Hej, Hvorn’ går’et”! Som indledningen på udvekslingen af fiskehistorier siden sidst man sås. Selv om hvepsene fra skoven havde skabt en del hysteri blandt søndagsturisterne, så var den største bekymring for de mange lystfiskere ved indvejningen, at kiosken ved Ørnereden var lukket på denne søndag, hvor så mange tørstende halse skulle have været læsket i gode venners lag efter en god dag ved kysten.

Dagens vindere blev Karsten Høgh med en havørred på 1,435 kilo og 51 cm, medens Lis Madsen vandt andenpræmien med en flot skrubbe på 705 gram

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis