Nyt stangmateriale overrasker. - 18. april 2002
       

 

Store helsides annoncer i diverse lystfiskertidsskrifter har gennem foråret rost de nye stænger med indvævede titaniumfibre. God sund jysk skepsis har altid præget manges indgang til nye materialer, som vi lystfiskere har set komme og ligeså stille forsvinde igen. Hvem husker ikke da stænger af materialet boron var det eneste rigtige. Dem skal man lede umådeligt længe efter på markedet i dag.

Men med de nye TI+ stænger fra Scierra så må jeg indrømme, at jeg er særdeles positiv overrasket. Den første stang jeg prøvede var TI+ 8’3 fod med en kastevægt fra 5 – 18 gram. Den skulle stå sin prøve i Harlev Put and Take, hvor jeg vidste at fiskene var meget stærke. Den første fisk jeg fangede var lidt over et kilo, og det var her jeg tabte mit hjerte. Det var nemlig første gang jeg havde fat i en stang der fightede fisk på samme måde, som den højt elskede spinnestang, der var lavet af en billig Sportex flueklinge. Den havde evnen til at arbejde helt ned i håndtaget under fighten af rødinger og stallinger i Lapland. Det samme var tilfældet med TI+ 8’3-stangen. Det sammenholdt med at stangen var meget let og alligevel havde et utroligt kastepotentiale. Det gør stangen til den ideelle letspinne stang på kysten eller til det mellemtunge fiskeri i åerne. Jeg glæder mig meget til at afprøve den på hornfiskene senere på foråret.

Den næste af stængerne, der skulle stå sin prøve, var seriens længste stang TI+ 10’8 Trigger, som er beregnet til det helt tunge arbejde med multihjul og kastevægte mellem 20 – 60 gram. Stangen blev brugt til fiskeriet på åbningsdagen i Mörrum den 1. april 2002, hvor vandføringen var helt oppe på 75 kubikmeter i sekundet. Sidst på eftermiddagen fik jeg et meget stort hug nede på overgangen mellem Pool 15 og 16. Her kom stangen virkeligt på arbejde, da den store fisk valgte at lægge flugtruten ind imellem nogle store sten. Igen arbejdede den kraftige stang helt ned i håndtaget da jeg lagde maksimalt pres på fisken for at stoppe flugten. Desuden var stangen alligevel så følsom, at jeg kunne registrere selv meget små nap ude i den hårde strøm. Stangen var i stand til at kaste med et messinglod på 60 gram uden nogen form for vanskeligheder. Altså den helt rigtige stang til sommerens laksefiskeri på de store elve eller det tunge arbejde med store bobleflåd på kysten.

Den sidste stang i serien er TI+ 9’3, som håndterer kastevægte mellem 8 – 24 gram. Igen er der tale om en virkelig god stang til det almindelige danske kystfiskeri. Lige nu kan du købe stængerne, der leveres med stangpose og transportrør, til en introduktionspris på 1.999,- kroner. Ydermere er stængerne dækket af en livstidsgaranti. Svendsen Sport oplyser dig om nærmeste forhandler på 46 19 19 13.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis