Havørreder i baghaven. - 24. april 1999
         

 
 

“Hvad er det I laver”? Spørgsmålet kom fra en 4 - 5 årig knægt, der legede sammen med sin lillebror i en baghave i Skæring, som stødte op til den bæk, hvor Østjysk Ørredsammenslutning satte ørreder ud i. “Vi sætter havørreder ud”, lød det fra Mogens Enevoldsen, der stod for dagens udsætninger. Faderen hentede sit videokamera for at forevige udsætningen i familiens baghave, og en hyggelig snak om ørrederne udspandt sig hen over den lille bæk, der skulle være havørredernes midlertidige hjem, inden de trak nedstrøms til Århus Bugten’s noget større spisekammer. Hele familien var tydeligt stolte af, at deres del af bækken var udset til at være foreløbigt hjem for ørrederne og så frem til muligheden for på et senere tidspunkt at kunne se gydende havørreder på samme strækning.

Denne lørdag blev der sat et-års havørreder ud i alle de små tilløb til bugten. Herunder altså også Skæring Bæk, hvor ovenstående lille intermezzo fandt sted. Efter vinterens elfiskeri var yngelen nu klækket, og resultatet af forrige års arbejde var klar til udsætning i vandløbene, og hver lørdag her i april blev der sat ét-års fisk ud i vandløbene i det østjyske.

Der er virkeligt tale om et stort og omfattende arbejde, som strækker sig fra Gudenåen i nord og øst til Odder Å i syd. I dette område er der klækkerier ved Skibelund, som tager sig af de fisk, der skal udsættes i Gudenåen og dens mange tilløb.

På Enslevgård ved Kolindsundkanalerners nedre løb ved Grenå by, har Grenå og Omegns Sportsfiskerforening for tre år siden etableret et lille velfungerende klækkeri, der leverer yngel til udsætning på hele Djursland og Kattegatkysten på Mols.

Da jeg besøgte klækkeriet i sidste uge var det formanden for Grenå og Omegns Sportsfiskerforening, Lars Clemmensen, der gik og puslede om de nyudklækkede havørreder. Lars fortæller, at de er fem mand som skiftes til at se til klækkeriet hver dag. Foreningen har ved frivillig arbejdskraft fået etableret et rigtig fint lille klækkeri, der kører yderst professionelt.

Grenå-foreningen leverer yngel til udsætning i tilløbene til Kolindsundkanalerne, Havmølleåen, alle de små tilløb til Stubbe Sø på Mols og de øvrige små og større vandløb på Djursland, der løber ud i Kattegat.

Inde i Århusbugten og de tilhørende vige tager Østjysk Ørredsammenslutning over og sætter fisk ud fra Giber Å i syd til bækkene ved Rønde. Ligesom der også bliver lavet store udsætninger i direkte i saltvand. Her har man valgt at satse mest på de fisk som opdrættes på Brabrand Lystfiskerforenings klækkeri på Bodil Mølle og dambrug ved Dørup Mølle. De fisk som befinder sig her, er klækket fra æg og rogn strøget fra de fisk som Østjysk Ørredsammenslutning ved elfiskeriet har fanget i Århus Å og Lyngbygårds Å. Dette er en særdeles god idé, da disse fisk er genetisk præget på de vandløb, vi har i forbindelse med Århus Bugten, og derfor sidenhen vil være med til at opbygge en god og bæredygtig stamme i her i det østjyske. Ved at satse på den lokale stamme undgår vi, at havørredfiskeriet ender som det rene skære put and take fiskeri i dette område.

At alt dette frivillige og ulønnede arbejde nytter, er Giber Å et tydeligt eksempel på. Idet den nye udsætningsplan for dette års yngelsudsætning kun kræver at der bliver udsat 1.000 stk yngel mod hidtil 29.000 stk. hvert år. Dette tyder på at myndighederne nu betragter åen som selvreproducerende med yngel.

Derfor er det også beskæmmende læsning at se opgørelsen fra Fødevareministeriet, der tydeligt viser, at pengene fra det obligatoriske fisketegn bruges til mere og mere administration idet beløbet til dette er steget fra 2,5 millioner kroner til 3,7 millioner kroner. Altså en stigning på næsten 50%. Desuden er lønudgifterne i forbindelse med fiskeplejen steget fra 25% til 30% af det samlede budget på 38 millioner kroner, således at i alt 11,5 millioner kroner går til lønudgifter.

Det ville altså helt klart være bedre at lade flere penge tilflyde det store frivillige arbejde, der ydes ude i langt de fleste lystfiskerforeninger, da vi så helt sikkert ville få langt flere fisk for de penge, vi betaler til fisketegnet. Du kan selv yde et lille bidrag ved at melde dig ind i en af foreninger, der er med i det store og nyttige arbejde med at producere ørreder til vores fælles bedste, hvis du ikke allerede er medlem. Og sørg lige for at dine fiskekammerater, også melder sig ind.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis