Grønt lys for bævere - Rødt lys for laksen. - 12. september 1998
         

 
 

Den 27. juni 1998 omtalte denne spalte, hvad jeg håbede var en forsinket aprilsnar. Men den 8. september om morgenen proklamerer Østjyllands Radio i morgenudsendelsen at Miljøminister Svend Auken har godkendt udsætning af bævere tre steder i Danmark.

De udvalgte steder er Silkeborg Søerne, Omme Å og Arresø på Sjælland. De to første steder er vældigt godt kendt blandt lystfiskere i det østjyske område, da flere foreninger har fiskevan­de i de berørte områder. Både Omme Å og de forskellige tilløb til Silkeborg Søerne er gode gydevandløb for vandrefisk som laksen. I både Skjern Å og Gudenåen foregår der særdeles seriøse forsøg på at reetablere laksebestanden i vandløb, der tidligere har været kendt for huse meget store og mange laks.

Så på trods af indsigelser fra Danmarks Sportsfiskerforbund og lokale foreninger har Svend Auken alligevel bestemt at der skal udsættes svenske og tyske bævere i den danske natur fra næste efterår. Bæveren, der uddøde i Danmark for 2500 år siden, er end ikke optaget på listen over truede dyrearter i Europa, hvilket er tilfældet med laksen, der er forsvundet fra Gudenåen i dette århundrede.

Det havde været meget bedre om miljøministeren havde haft modet til at afsætte nogle penge til det meget seriøse arbejde der foregår for at genskabe en laksebestand i de berørte vandløb. Når bæveren nu har ventet med sin tilbagevenden til Danmark i 2500 år, kunne den vel også vente yderligere tyve år. Da det i løbet af denne tid ville være muligt at etablere gode og sunde laksebestande i de nævnte vandløb, hvis staten gik seriøst ind for sagen.