Giber Å i klar bedring. - 17. oktober 1998
         

 
 

Resultatet af forrige uges elfiskeri gav klare tegn om, at det gennem målrettede udsætninger var lykkedes at genskabe en levedygtig bestand af ørreder over en meget kort årrække i dette særdeles smukke vandløb.

Biolog Jes Dolby fra Danmarks Fiskeriundersøgelsers Institut for Ferskvandfiskeri og Fiskepleje foretog mandag den 5. og tirsdag den 6. oktober sammen med to medlemmer af Århus Lystfiskerforening elfiskeri i Giber Å, for at se hvordan bestanden havde udviklet sig siden de første udsætninger i 1984. Jes Dolby kunne ud fra de foreløbige tal (som ikke er færdigbearbejdede i skrivende stund) se en klar fremgang for ørredbestanden i denne lille perle af en å.

Elfiskeriet foregår ved at en lille benzindrevet generator producerer en jævnstrøm, og efter den negative elektrode er smidt ud på bunden, kan elektrodeføreren (i dette tilfælde biolog Jes Dolby), ved at sænke den positive elektrode ned i vandet, skabe et spændingsfelt, som indfanger fisken. De enkelte fisk svømmer i næsten bevidstløs tilstand frem mod den elektrode, som Jes sætter ned i vandet, hvorefter han nemt kan samle dem op med nettet.

Herefter bliver fisken kortvarig bedøvet for at de ikke skal skade sig selv under målingen. Når fisken størrelse er registreret, lægges den ned i en spand med rent vand, så den kan vågne op igen inden den uskadt forsigtigt returneres til åløbet igen.

Senere på dagen fandt Jes papirerne frem fra elbefiskningerne fra henholdsvis 1984 og 1991 og sammenlignede dem med resultatet fra tirsdagens resultat på samme strækning. Disse papirer blev spredt ud på jorden foran os, og det var ikke nødvendigt at være biolog for at se en nærmest lodret stigning i antallet fangne fisk. Specielt de massive fangster af yngel, som var klækket i dette forår, gav gode indikationer på,  at der nu var etableret en særdeles levedygtig selvreproducerende bestand af ørreder i åen. Særligt positivt er det at standfiskene, i dette tilfælde den smukke bækørred, er i kraftig fremmarch.

På en af de undersøgte strækninger nedstrøms Skovmøllen, nær Moesgård Museum, blev der på en strækning af bare 50 meter, fanget 125 stk af dette års yngel, hvilket fisk op til ca. 10 cm=s længde. Antallet af 1 og 2 års fiskene kom op på 30 stk. Desuden blev der fanget en 10 - 12 ål og 2 små skrubber. Dette giver et gennemsnit på over tre fisk pr. løbende meter af åen.

Denne strækning var end ikke særlig ideel, da åen på dette sted er ret bred, hvorfor den garanterede vandføring på sølle 50 liter pr. sekund ikke var i stand til at dække alle de potentielle standpladser for fiskene. 

Her har vi måske den allerstørste fare for dette unikke vandløb. Efter det nogle kalder katastrofe-sommeren 98, eller den vådeste sommer i mands minde, var der kun meget lidt vand i åen. Den garanterede vandføring på 50 liter pr. sekund er slet ikke er nok for at udnytte det fulde potentiale dette vandløb byder på. Problemet er at Århus Kommune indvinder drikkevand i Giber åens kildeområder. Denne grundvandsindvinding har resulteret i at åen til tider førhen var næsten tørlagt og kun overlevede ved hjælp af nogle mindre tilløb. Sidenhen blev det besluttet at pumpe vand fra Stilling Solbjerg Sø over i Giber Å, når vandstanden blev for lav. Spørgsmålet er nu om ikke kommunen skulle kigge på de fine tal for ørredbestanden i Giber Å. Ud fra disse kunne de så beslutte enten at pumpe mere vand over i  åen, hvilket jo helt klart vil have en negativ indvirken på vandføringen i Århus Å=s øverste løb, eller lukke de grundvandsboringer der gør, at der er for lidt vand i åen. Det må være muligt at skaffe vand til byens borgere uden at en naturperle som Giber Å skal ødelægges.

Ved den firedobbelte vandføring ville åløbet være i stand til at klare en stor produktion af havørred. Disse har mere en svært ved at komme op i vandløbet ved den nuværende vandføring. Dette ville betyde en markant forøgelse af havørredbestanden ved kysterne overalt i Århusbugten, med øgede turistindtægter til følge.

At menigmand bekymrer sig over vandløbets tilstand illustreres vel særdeles tydeligt af, at Peter Weldingh og Gert Johansen fra Århus Lystfiskerforening havde ofret to feriedage for at deltage i denne elbefiskning og senere på ugen ofrede endnu en halv feriedag for at deltage i et møde med amtet om tilstanden i Giber Å. Dette for at vi andre kan nyde en levende å med vilde ringende fisk på vores søndagstur langs med Giber Å=s bredder. Altså rigtig levende natur der klarer sig på trods af diverse Avæseners@ indgreb i åen gennem tiderne. En arv vi kan være stolte af at give videre til vore børn og børnebørn.