Invititationen til en fisketur næste dag blev udtalt hen over et stykke godt oksekød med tilhørende rødvin, så jeg ville lige høre hvor vi skulle hen. Da jeg hørte, at turen skulle gå til Gudenåen kom mit ja øjeblikkeligt.
Ved middagstid var bilen pakket og vi begav os på vej. Først på turen derned får jeg nys om, at fiskekammeraten havde fanget en bækørred over den halve meter weekenden i forvejen. Dette satte fiskefeberen lidt ekstra i vejret.
Fremme ved åen var det da også to erfarne herrer, der monterede stænger og det tilhørende grej. Fra parkeringspladsen havde vi en fin udsigt over et af strækningens mest imponerende sving. Hurtigt kunne vi konstatere, at åen var væsentlig over den normale vandstand. Makkeren monterede en 11 fods stang og weight forward line med otte meter synkende spids, et kort forfang på under halvanden meter og en stor grøn flue med livlige bevægleser i vandet bundet på et to tommers vaddingtonskaft monteret yderst. Selv valgte jeg 102 fods stang i vægtklasse 7/8 og monterede denne med synkende line og et forfang af normal længde med en orange flue i størrelse 4 bundet på en dobbeltkrog.
Helt glemt var de mange eksperimenter vi tidligere i fællesskab havde udført ved dette smukke vandløb, hvor vi normalt ville gå med fluestænger i vægtklasse 4/5 og forsøge os med meget livagtige imitationer af den fine insektfauna på denne strækning af Gudenåen. Men på denne dag hvor vandstanden og strømmen ville gøre det vanskeligt at vade i åen, var det nødvendigt med kraftige stænger, så det var muligt at mende linen og ellers holde line og flue fri af den generende bredvegetation. Byttet var udset til at være de store bækørreder og stallinger, som vi fra erfaringen vidste ville være på strækningen på denne årstid. Men det primære objekt for vore bestræbelser var søørreden, der på dette sene tidspunkt normalt ville være trukket opstrøms fra Mossø for at gyde på de fine grusstrækninger på stykket.
Makkeren ville prøve et stykke på strækningen, hvor han ikke har fisket så meget tidligere, medens jeg, der kun er gæst på stykket en gang i mellem, gik længere opstrøms til en del af strækningen, hvor jeg tidligere havde bevæget mig sikkert rundt. Knapt var jeg ude i vandet, før jeg får to grimme overraskelser. For det første skulle jeg nok have kontrolleret min sidste lapning af mine waders noget grundigere, da en kold strøm ned af mit højre baglår, giver mig tydelige indikationer af min manglende grundighed. Den næste overraskelse kom, da jeg prøvede at komme op på det tørre igen. Jeg måtte konstatere, at strømmen var langt hårdere, end jeg var vant til på dette sted. I løbet af ti sekunder forsvandt 10 - 15 centimeter grus under mine fødder, og det viste sig at være umuligt at bevæge sig op mod strømmen. Jeg måtte derfor kante indtil bredden nedstrøms. Herefter valgte jeg at holde mig på bredden.
Et godt stykke tid troede jeg ikke, at jeg havde fået fluen til at gå dybt nok. Men langt om længe kom der et forsigtigt hug. Herefter gik jeg lidt mere fortrøstningsfuld til fiskeriet. Pludselig kom der et voldsomt hug. Allerede i de første sekunder så jeg fisken ude i vandet og bliver klar over, at det var en af de eftertragtede søørreder i en rigtig pæn størrelse, der havde taget den orange flue. Fisken var utroligt stærk i den kraftige strøm, og jeg havde mere end svært ved at dirigere fighten, da jeg ikke kunne følge efter fisken på grund af træerne langs bredden og efter nogle minutter skete det uundgåelige. Min ophængerflue hang fast i en grødebusk tæt ved bredden og fisken var væk. I løbet af den næste halve time havde jeg yderligere et par hug, men ingen af samme voldsomhed, som den jeg havde på krogen.
Efter denne skuffelse og for at modvirke en kommende forkølelse på grund af mit våde ben, rakte jeg ned i rygsækstolens gemmer og fandt et bæger frem. Lidt ekstra søgen bragte lommelærken frem også. Men - Ak! Hvor ond kan verden være. En hidsig rysten af lommelærken frembragte kun ganske få dråber. Knapt nok til at fugte bægerets sider.
I det svindende lys sætter jeg mig ned på rygsækstolen for at nyde denne sidste dag ved åen i år, som bød på et isfuglepars hektiske blålige lyn henover den mørke å, vandstærens altid aktive optræden og til sidst fik musvågen bonus på en af sine patruljetogter hen over engen ved åen.
Makkeren kom hen til mig, og vi blev enige om, at vi hellere måtte vende hjemover. På vejen op over engen så vi kreaturernes ånde stå som damp omkring dem, og under vore fødder kunne vi mærke græsset knase på grund af frosten, som havde været fremherskende den sidste time.
Lige inden vi satte os ind i bilen bemærkede fiskevennen, at han hellere måtte få skærme, undervogn og sider vasket ordentlig af, når der nu gik et par måneder før bilen igen skulle køre ned ad våde og opblødte markveje. Jo - Det var uigenkaldeligt den sidste dag i ørredsæsonen 1998.