|
|
|||
Tännäs er andet end skisport. | ||||
Den lille by Tännäs i Härjedalen, Jämtland tæt på den norske grænse er mest kendt blandt danskere for sine fine muligheder for langrend og alpint skiløb om vinteren. Men Tännäsområdet er også lidt af et fiskeparadis med masser af muligheder for næsten enhver type af lystfiskeri, når det gælder ferskvand. Tännäs har fået navn efter Tännåen, der løber gennem dalen nedenfor byen. Tännåen er kendt for sit eksklusive fluefiskeri efter ørred, röding og stalling, hvor de øverste særdeles flotte 4,5 kilometer af elven bestyres af Nättan Skog & Fritid. Mens den nederste del bestyres af Tännäs Fiskecentrum. Det skal dog nævnes at enkelte stræk af Tännåen er åbent for spinnefiskeri. Men ydermere byder Tännäs Fiskeområde på et utal af muligheder for næsten enhver tænkelig form for fiskeri i en skøn blanding af småelve på fjeldet, små fjeldsøer og meget store søer. Mængden af fiskearter fordeler sig på: Aborre, gedde, helt, knude, röding, skalle, stalling og ørred. |
||||
Det er ikke det bare pjat når stallingen indgår i våbenskjoldet for Härjedalen. Da området her formodentligt byder på en af de højeste gennemsnitsvægte på stalling i hele Sverige. Et godt eksempel var de fire unge svenskere, der fredag den 15. juli 2005 kom hjem til Nättan Skog & Fritid og kunne rapportere om fangsten af 10 stallinger over et kilo, hvoraf den største nåede op på fine 1,28 kilo og 49 centimeter fra søen Östra Vingarna. Eller de to svenskere der fra båd fangede to stallinger på henholdsvis 1,1 og 1,2 kilo under et en fin klækning af vårfluer et par dage senere. En stor del af de fiskevande, der indgår i Tännäs Fiskeområde, ligger indenfor det naturskønne Rogen Naturreservat, der støder op til den norske grænse. Området er rigt på dyreliv, og Tännäs er især berømt for den flok moskusokser, der i 1971 krydsede grænsen og slog sig ned på fjeldene syd for byen. Desuden kan man næsten altid være sikker på at støde på flokke af rener når man bevæger sig rundt i området, ligesom der ofte ses bjørne og bævere. |
||||
Temmelig mange af områdets fiskevande ligger indenfor kort gåafstand fra eller lige op ad gode veje, og stierne ud til de fiskevande, der ligger lidt længere væk, er gode og velmarkerede. Der er flere hyttebyer indenfor området beregnet for skituristerne; men om sommeren står de mange hytter i området ubenyttede hen og kan lejes til endog meget rimelige priser fra cirka 2.000,- kroner (2006 - priser) for en hytte til fire personer alt efter størrelse og behov. For flere oplysninger om Tännäs-området: Nättan Skog & Fritid – www.nettanskog.nu, udlejer både eksklusivt fiskevand og hytter. Desuden sælger de fiskekort til Tännäs Fiskeområde. Tännäs Fiskecentrum - http://tannasfiskecentrum.se/ - sælger fiskekort til Tännäs Fiskeområde og formidler hytter. Funäsdalsfjällen – http://www.funasdalsfjall.se/, info-brochure med grundig information om Tännäs-området og andre fiskemuligheder i området. Härjedalens Turistinfo - http://www.herjedalen.se/ - Giver allround information om Härjedalen |
||||
Laurits Flowbinner - Laurits@flowbinner.dk |